dare kravde Samvete[1] han og han kjennde væl, at han ha gjort
naagaa saa styggt, at de vilde kaamaa te, aa liggje paa ’om allt,
han va te, sia. Og da han kom inn-onde Nybaar’s-Jorde va
han saa utu Verd’n og saa lei se sjøl, at han gjekk inn-aat ein
stor Stein og skout se. Der fann døm han att me Rifflun ve Sia.
Nybaar’n vart jorda paa di gamle Kjørkjegarde mea’ Heidalskjørkje sto i Prestgarde. No ha han aatt ein framifraa go Els-Hond, mea’ han livde, som fylgde ’om, kaar han foor, baade i Fjell og Fyru. Og da han vart jorda, grov Honn se ne-paa Kjist-Laaka hans og la se te der te han svolt ihel. Da detta kom ut millom Bygdafolkje, bar døm te aa tenkje ivi de. Fyst ha døm lagt ein Sjøl-Mordar paa Kjørkjegard’n sin og no ha de dott ein Honn der attpaa – paa denne Visen ha heile Kjørkjegard’n vorte orein. Detta tykte Alle va utokka og saa vart døm te-raa’s aa fløtja Kjørkja fraa Prestgarde aat Bjølsta.
Merkna. Att-aat Fout-Reiknskape for Gullbransdale for 1629 ligg ei Seks-manns-Takst som ly’e saa: „Anno 1628 den 6 Novembris vare vi udi louglig Tilnevning paa en liden Ødegaard kaldis Nyborig, hvorhelst boede en Mand paa forskrevne Gaard ved Navn Olluf, som sig selv udi Enlighed i Skougen haver ombragt og ihjelskjødt foruden nogen Menniskers Kundskab. Efter saadan bemeldte Olluf Nyborigs egen Ombringelse og Aftag, er hans Bo og Gods anteignet og efter alle louglig Gjeld er afbetald, Halvparten at være forbrudt under hans Majestæt. – – – – – – – – .“
I di Ti’om Skottann foor laag de Falkefengjare i mange ’taa Fjellom baade i Gullbransdale og paa andre Stelle i heile Lannde. Der døm skjøna, at Falken likte aa ha Te-holl, bygde døm se ei Hytte og laag heile Saamaar’n igjønom og fanga Falk. Døm va stødt tvo i kaar Hytte og Folk va halvredde døm, for døm va fraa Utlandom og kunna saa lite ’taa di norske
- ↑ Samvet er her brukt ista’n for de lange, stygge Orde me tysk Rompe: Samvittogheit.
