som va helde for den friskaste Kar’n i heile Norddale, slik Skji-Loupar va han ou, at de va umtaalaa ivi alle Bygde: Han sto beint paa den høgste Skjigards-Hafella og skout se over som ein Fug’l. Ette honom sprang han Iva Bjønnsta, ein Linterkvell, fraa Husom paa Bjønnsta og ne-over Lang-Aaker’n ne-paa Bjønnsta-Yvjo. Der lout han Aaseng-Iva gje se. „Eg trudde ikje, de skulde funnest Kar i Gullbransdale, som ha tikji meg paa Sprangje!“ sa han. Um Maargaan mælte han Iva Skjøyve deres i Snjogje ne-ette Lang-Aakre og døm ha tikji 3 og 4 Famne i Sprangje, um ein-a’an, men saa va han Aaseng-Iva berre ein liten, lett Kar.
Han sto alder ette aa syne fram korkje Magte si hell kaar frisk han va, han Iva; va de saa han tok eit godt Tak ein og a’an Gong gjorde han de, saa ingen saag de. Ein Reins-Skjyttar sto Eingong att-for eit Nouster ve Sjaadal’n og saag paa han Iva drog Baaten sin paa Lann, han ha blaase full me Vat’n. Han tok eitt Tak fyst saa han kjennde han fløttest, saa tok han se fullt Tak og drog han upp paa turrt Lann i Eitt, saa Vatne fossa ut-ivi Baat-Barde. „Puh! ja grovan de, va han tong, han va rigtog tong ou, denna!“ sa han for se sjøl. Han Iva va hendog og ha stor Hog te aa krote og skjera ut; Hengje-Skaap, Skattoll og Stole gjorde han mykjy ’taa og ’taa ’om Per Veggjem lærde han aa maale og forgjylle, saa han va ikje burte te di. Kjørrin va Firi-Bilæte hans og sumt, ’taa di han skar, er rein, go Skurd, men mykjy er slik og slik; han ha slik Hog te skaapaa se nye Gjerde paa di, han gjorde, og me di va han jemnast oheppin. Handlage og Fingre va go’e men Ougo hans va ikje gløgge nokk, Arbei’e hans er saa ustø’ugt og mangt han gjorde er midt imillom vælgjort og vannskapt. Best han skar paa den tonge, klompote Skurd’n aat Kjørra, rann de forr[1] ’om eit Bla hell eit Blomm’-Stoup[2] ette Klukksta’e som bli staa-ande i Skurde hans og vanntrivast. Ein og a’an Ting ette ’om er godt Arbei’ og som syne, at naar han fann se sjøl, skar han ein grei, go Norddøls-Skurd. Likesom Kjørrin dreiv han mykjy og skar
