bar han te aa bli hulde for aa vera baade ein Raring og ein Jutul, som faa ha naagaa godt aat.
Men de, som nok gjorde mest te, at han Jo Gjende paa ein vis vart te eit Stygg-Baan i Bygden, va de, at de kom ut, at han ikje ha den rette True og ikje trudde paa Bibel’n og Baan-Lærdommen sin. Alder gjekk han aat Kjørkjun og ikje las han i Guds-Ord om nugun Gong, att-i Sta’n sa han saa mykjy styggt baade um Kjørkja og Prestann, at de va reint fælt aa høyre de. Da han kom uppi Heidal’n att, ette han ha vore nogre Aar paa vaagaa, va han enno verre vorte, Prestann va han saa sinnt paa, at han alder ga døm eitt skjikkele Ord og Bibel’n, og Baan-Lærdommen gjorde han Narr ’taa og kalla døm Eventy og Gamelkjering-Ral. Og att-paa ha han kome ivi naagaa Bøk, han las i seint og ti’le og som gjorde baade Tru og Guds-Ord te Spott og Spe. Slikt tykte Folk va saa fælt, at døm mest gjekk ’taa Vegje for ’om. Han kunde vente se Guds Straff kaar han gjekk og Folk skjøna ikje, at han Jo, me ei slik Tru og slike Tanke, kunde tørjast leva einsle i Fjelle lange Ævunn.
„Oplysningstiden“ døm kalla, senda Baar-Dragje sine radt upp i di avstengde Fjell-Dalann og i Skjifte millom di aatjande og nitjande Hondrede-Aarom fannst de inkun, som soug i se di nye Tankann, den Ti’e ol. Og inkor Bokje ette Voltaire, Volney[1] og andre ’taa di Bokskrivarom, som skapte denne „Oplysningstiden“, kom inn i Bygde og vart lesne ’taa ein og a’an. De va no mest Embets-Menn og studerte Folk som livde me i desse nye framonde Tankom, men summe Bonn’-Menn ’taa døm som foor me Handel og va i By’n imillom, hell ha Umgong me di Konsenerte, av-og-te, vart fengde ’taa di saamaa og fekk i ’taa di nye Bøkom. Faa-menna va døm, dessa, og døm vaagaa se hell-ikje fram me di, for døm skjøna, at Bygdafolke vilde faa slik Stygg aat døm, at de ha vorte døm te stor Ohogna og difor
- ↑ Constantin de Volney (1757–1820), fransk Tenkjar og Bokskrivar, for i Ousterlandom i 1782–86.
