høi floshat, og jeg hørte tydelig, hvordan vandet sutret i hans galoger; han var intet optisk bedrag av gjennemsnittet. Han saa ud som en opbyggelse, der var gaaet i sig selv og klabbet sammen til en eneste skikkelse af fugt og mugg, og — netop fordi han indfandt sig saa over al beskrivelse paatværs af al rimelighed, uventet som et meteor, men baade kisteklædt og kortskallet, og fordi han ikke lod sig mærke med naturen og naturen heller ikke lod til at kjende ham, saa forstod jeg med en gang, at det var selve vestlandsfanden.
— Aha, tænkte jeg. Paa veien til Storthinget!
Jeg er ikke allerværst overtroisk. Men det krøb mig dog lidt koldt nedover ryggen, hvadenten det nu kom sig af regnet eller af ham. Desuden er det akkurat det samme om fanden er til eller ei; men tænk , paa, hvad han repræsenterer! En magt, der sindig og sikkert som en sott erobrer os, trænger afveien vort sprog, formen for vort livsmod, nedhysser vor latter, stempler os som fremmede i vort eget land, omringer os med love, lugter paa vore glas, kommer vore letsindigheder i hu og regner paa indtægten af vore overtrædelser!
I eventyret kommer en fattigmand og ber gutten om en skilling i Guds navn. Og for hver skilling, han tigger sig til, indfinder han sig paany, større og styggere og graadigere. Og enden paa eventyret er den, at hvert af hans egne, men ingenlunde nogen af guttens ønsker gaar i opfyldelse. Lad os alligevel gjøre som gutten: laate vor laat og lege med strengene til vi sidder for opgangen til galgen. Om sider blir der kanske dans i landet.
Jeg stiger ned fra høiden, som stemmer til alvor
