tænkte jeg, at der kommer en omstreifer og forsyner sig fordomsfrit af al denne naive velstand. Jeg vilde aldrig kunne overleve det. Disse gode menneskers adelige tillidsfuldhed maatte ikke udsættes for nogen skuffelse. Jeg fik heller blive over en dag og passe huset . . . Timerne krøb langsomt hen, jeg fordrev enkelte af dem ved udendørs arbeide — hugget ved og prøvet forgjæves at lappe en raadden grind. Andre tilbragte jeg i den store lave stue, hvor et ældgammelt slagværk pirket i tiden med mødige visere. Men den dagen gik . . .
Den næste blev længere. Der stod en rok henne ved et vindu, en rigtig vindskibelig gammel konerok, og i en krok laa de pølserunde, men aandelette uldtuller finkardet. Om jeg forsøgte at spinde! Jeg begyndte at traa rokken, men husket i tide paa Sardanapals advarende exempel.
Over middag gav jeg mig til at læse i Bibelen. Jeg begyndte paa første side i første Mosebok, og den dag indhentet jeg Josva. Da jeg lagde mig om kvælden var jeg alt begyndt at gjøre mig forligt med den tanke, at folkene maaske ikke kom og befride mig, før jeg sad opover ørene i Johannes aabenbaring — —. Den næste dag var lodderne rundet ned og slaguret sovnet fra sit oldingagtige tidsfordriv. Jeg satte glasdøren til talskiven paa vid væg som en invitation til edderkoppene om at spinde kingler mellem viserne. Den dag ringlet ingen fredelig blaa røg op fra skorstenen paa den gaards ildhus. Jeg ernæret mig af levse og spegekjød og drak af selvopgivelse ublandet vand. Mellem maaltiderne arbeidet jeg tungt med Dommernes bok.
Næste dag indtraadte der en forbedring i mine
