Man er uenig om, hvordan Son egentlig skal staves. Lige siden gamle dage, da trælasthandelen florerede og hollænderne kaldte Kristianiafjorden «het water op te Soon» har det dobbelte o siddet i byens navn. Kofferne er forsvundne, glansen er tabt, og nu holder ogsaa det sidste minde om den, det ene o paa at forsvinde. Worm Müller, som var en konservativ mand, om nogen, modsatte sig rigtignok med energi og forbitrelse den økonomiske stavemaade af navnet med enkelt o. Han kaldte den en vandalisme og brugte endog stærkere ord. Men fremskridtet lader sig ikke stanse hertillands, og kan Son ikke gjøre nogen positiv indsats, saa hindrer dog ingen os fra at tone vor liberalisme med en liden afknapning paa bokstavbudgettet. Vi skriver altsaa Son.
Om byens historie ved jeg forøvrig lidet af vigtighed at meddele og nødes til at forbigaa den i taushed. Det fortælles at sorenskriver Falsen skrev sit første grundlovsudkast i Huitfeldtgaarden, men Son har aldrig hovmodet sig af at være grundlovens egentlige vugge, og byen har ogsaa savnet familier som kunde opretholde en tradition. Uden paa nogen maade at kunne kaldes letsindige, lever vi for dagen og har ingen trang til at stikke os frem og udmærke os. Fra det 18. aarhundrede staar der igjen en gammel vakker kjøbmandsgaard, som Dørnbergers pen-
