Denne siden er ikke korrekturlest
228 Smittekilden
lig latter . . . og den rungede gjennem korridoren, som han løb afsted, ind paa sit værelse, hvor Ileng laa og stirrede paa ham med feberstore øine . . . Han kastede sig paa sengen, det skvulpede i hans mellemgulv, men han kunde ikke holde op at le igjen . . .
– – Og han tænkte siden i hele sit liv med taknemlighed paa den skole, hvor han havde lært at le.