Smittekilden 225
panik, ingen rigtig vilde bekjende. Herregud, man kunde flytte, hvis man var ræd. Men hvem var ræd for litt smittesyge? Der var sygelighed nok ogsaa udenfor internatet . . . influenza grasserede . . . Veiret havde skylden. Hele byen laa paa bunden af en beholder med sur affaldsluft. Og til gjengjæld havde det kameratslige samliv aldrig været gemytligere end nu. Man var redebon til at laane hverandre kroner, man spenderede med større flothed, og man havde det morsommere.
Paa skolen gik det merkelig nok ikke trevnere end ellers. Der var flere forsømmelser, flere uordener . . . men der var kommen en slags rask fandenivoldskhed ind i arbeidet. Man improviserede med større fantasi det, man ikke gad lære, og brugte flittig hverandres rygge til skjermbretter. Lykketræffen spillede en større rolle, men begavelsen kom ogsaa mere til sin ret, og i villig broderlighed overlod man hverandre kladderne til alle opgaver, løsningerne paa de forefaldende problemer. Selv de tunge hoder blev bedre hjulpne end ellers . . . Et lavmaal af de behændigstes kollektive arbeide holdt det hele nogenlunde oppe.
Og skolens lærere merkede ikke videre til den forandrede aand og tone. Deri kunde ogsaa de mørke dage have nogen skyld. Og pastoren skimtede ingen fare for sit livs verk, før den skjæbnesvangre politiindkaldelse til skolens elever gjød ham is i blodet og rammede ham, som han selv sa – som et lyn fra klar himmel. – – –
– – – Tidlig en graa morgen, en af de sedvanlige graa morgener, blev Bjelke vækket af Ileng.
«Vi1 du ringe for mig idag?» spurgte han.
15 – Nils Kjær. V.
