Smittekilden 221
mængde sukker var slumpet op i den gule fraadende brænding, kom turen til konjaken.
Jomfru Henriksen stod hos og saa med græmmelse paa forberedelserne. Gulvet i spisesalen var glat af spildte eggehvider.
«I dette hus blir jeg ikke gammel,» sa hun . . .
«Jeg synes nok, at alle de sørgelige tildragelser i det sidste skulde aabne øinene paa nogen og hver . . .»
«Friskt mod, jomfru!» faldt eggepiskeren hende i talen. «Iaften polerer vi ligkisten . . .»
Og han skled med tvaren i den ene haand i valsetakt henover det sleipe gulv.
«Kaa møkke konjak gik der paa eggedrammen i Dokkes blomstringstid, min elskede?» spurgte han og bukkede chevaleresk.
«I dannet selskab sa vi i gamle dage eggedosis, hr. Wrangel.»
Jomfru Henriksen sa med eftertryk «dannet selskab», og hendes nakkehvirvler sitrede lidt, idet hun kneisede med hodet.
«En flaske til sneset,» sa Bjelke afgjørende, mens han trak op, og flaske efter flaske blev tømt op i ælten.
De var alle bænkede. Mygster sad og gned hænderne og glippede med det ene øie i et forskud af velvære. Geiranger fik sin plads for bordenden, han hakkede tænder af kleinmodighed – en slig vædske . . . mere brændevin end eg. Det kunde aldrig gaa godt! Wrangel øste op: i glas, i seidler, i kopper, i alle kjøkkenets hule gjenstande. Nederst sad der én paa kanten af bordet, hans ansigt skinnede, og hans haar var spragende rødt. Han fik fyldt en dyb tal-
