210 Smittekilden
«De er ilagt en mulkt af ti kroner for gadespektakel, de andre slipper med tre kroner hver.»
Denne uventede overgang til sagens realitet var en lettelse.
«Vi gjorde ikke noget galt,» sa Bjelke og rettede sig op. «Vi sang Marseillaisen . . . og naar det koster saameget . . .»
«Ti. Jeg vil intet høre om Deres bedrifter. Om De synger gudløse sange ved midnatstid paa gaden, eller De gjør modstand mod politiet . . . eller De i berygtede buler tilkaster sangerinderne blomsterbuketter . . .»
– Det er fra Haagensen han har den, tænkte Bjelke . . .
– «eller De . . .» han rakte haanden ud mod bestyrerren og fik det beslaglagte hefte af «Nyt tidsskrift» . . . forgifter Deres eget sind og udbreder giften blandt Deres kamerater . . . det er ikke alle enkeltheder i Deres opførsel, jeg begjærer kundskab om eller hefter mig ved, men jeg ser paa roden til alt dette onde. Det er Deres trods og utaknemmelighed, som er smittekilden i dette hus.»
Der gik et ryk af uvilje i ham. Betalte han ikke som alle de andre?
«Vi optog Dem kjærlig i vor kreds . . . det har været min drøm, at dette skulde være et beskedent hjem for eder alle i de unge, vanskelige aar . . . En retsindig og forstandig kvinde forestaar husholdningen, bestyreren spiser ved eders bord, og jeg har selv, saavidt min tid strak til, staaet enhver bi med raad og daad . . . Og De skal vide, unge mand, og bestyreren kan bevidne det, at denne anstalt ikke er en forret-
