202 Smittekilden
«Det er forbausende, at et dannet hjem ikke har havt mere indflydelse paa karakteren . . .»
«Men kjære jomfru Henriksen, dennegang var det ikke mig, som begyndte.»
«Jeg taler ikke til den unge Bjelke, jeg siger bare en sandhed, som bestyreren sikkert vil underskrive. Forøvrig er det min mening, at et forfeilet menneske tidlig røber sig ved slette instinkter,» erklærede hun og tørrede ihærdig en kande af med forklædet.
Denne bemerkning og Bjelkes komisk beskjæmmede udseende hensatte Mygster i en tilstand af klukkende munterhed, som han uden held forsøgte at betvinge.
«Det er ingenting at le af, Mygster,» sa jomfru Henriksen strengt. «Det er høist upassende af en ung mand at gerere sig saa . . . saa . . .»
– «upassende,» indflettede Bjelke med det samme udtryk af angergivent alvor . . . og nu brast det for Mygster.
I samme øieblik hørtes bestyrerens raske fjed i korridoren, han bankede skjødesløst og holdt døren aaben for pigen med frokostbrettet.
«Goddag, mine herrer,» hilste han og slog ud med haanden. Dette daglige «mine herrer» var en af de mange ting, som opretholdt hans popularitet.
Det var en smuk mand, glatbarberet, med en fin næse, hvis vinger let dirrede. Der var noget hoppende ved hans blik og noget upaalideligt ved hans smil, og naar han talte med nogen, kunde man paa selve ørene se, at han ogsaa lyttede til, hvad der blev sagt i nærheden.
«Nu, mine herrer, skaf mig Hæ Kainæ diatæke.»
