Det evige savn 143
lem bjerkene, saa stanset de. – Her var det, De vendte hodet og nikket til mig, da De løb.
Hun saa op paa ham og smilte. – Var dét ogsaa saa underlig? spurgte hun.
Johannes vidste ikke, hvad han skulde svare. Han havde en tung, ængstende fornemmelse af, at han befandt sig nær noget, han ikke kjendte, noget hemmelig og mægtig, som drog ham ud over randen af hans almindelige liv.
Men i samme øieblik ilte der et glimt gjennem hans bevidsthed, og i glimtet saa han ligesom fjernt ude og langt tilbage den samme oplevelse. Netop slig havde hun staar før med ansigtet vendt mot ham og det lille øre næsten gjennemsigtig lyserødt i solskinnet; netop slig havde hun smilt til ham, da hun engang spurte: Var det ogsaa saa underlig? Denne dunkle vishet om, at dette samme nu var noget, som gjentog sig, gjorde det nærværende uvirkelig for ham – det var, som om han befandt sig synkende mod bunden af et rum, hvori utydelige gjenstande flimret forbi ham. Og han saa paa alt uden forundring, som i drømme.
Lyden af hendes stemme vækket ham. Han ønsket pludselig, at hun var væk. Men han havde ikke hørt, hvad hun sa.
– Ja, det er sandt, sa han og tog sig sammen.
– Jeg spurgte, om De ikke kunde like mine veninder . . . Hvor var De henne nu da?
– Nei, jeg kan ikke taale saa mange øine paa mig. Og de ler uafladelig. Det vil si: Selv om de er alvorlige, ler de i smug med øinene. Og de har bare den taabelige overlegenhed, at de er saa mange.
– Jeg vil gaa, brød han braat af . . .
