134 Det evige savn
ker jeg butikken og kaster nøklen i havet. Saa kan I ligge og holde hus under hver husk, til ræven kommer og tar dere . . . Tjoh; u-uh! udstødte han og strakte haanden uforvarende ind i dameflokken, som atter splittet sig i skrig og latter.
I samme øieblik kom en ny ung pige frem i døren, og det var hende. Hun bar den samme hvide kjole med det røde livbaand, som kvelden i forveien var forsvundet for Johannes mellem bjerkene. Besynderlig nok følte han en stor lettelse ved at se hende . . . som om han stod ved sit maal; han glemte sin forlegenhed, han var ikke engang ængstelig længer for alle de unge damer, han traadte fast de siste skridt opad trappen og bukket og sa:
– Det var Dem, jeg traf igaar, frøken.
Hun blev ikke videre forundret. Hun rødmet ganske svagt og saa alvorlig paa ham.
– Jeg kjender Dem igjen, sa hun. Jeg trodde, De var en vandringsmand, som kom forbi og drog videre. Men nu er De her igjen . . .
– Inger kjender ham, udbrød et par af de unge damer. – Tænk, Inger kjender ham. Er det ikke merkelig?
– Det er vel ikke saa merkelig, som du synes, tuppen! sa onkel Pavels. Inger er en forstandig pige og kjender lidt til verden. Saa faar du forestille den unge herremand for os, min pige.
Hun vendte sig mod den gamle herre og saa bebreidende paa ham.
– Det maa da du gjøre, onkel Pavels, sa hun. Jeg ved ikke mere om ham, end at han ikke er botaniker.
Hun saa fortvilet ud, men hendes store, graa øine glippet av lattermildhed.
