Det evige savn 125
huset bag alle bjerkene. Det var ellers pent af Dem, at De vilde ha følge med mig. Jeg ser aldrig nogen, og paa landet har en lov til at hilse paa alle dem, en møder. Og saa blev jeg desuden forbitret over Deres mangel paa natursans. Derfor slap De ikke forbi uden en liden advarsel. Men nu skal De faa gaa saameget De vil. Farvel!
Hun vinket og sprang nedover stien og nikket ogsaa en gang til ham over skulderen, før hun blev borte mellem bjerkestarnmerne. Han stod et øieblik, saa slængte han reisevæsken og kjæppen fra sig og løb ned over stien efter hende. Men han stanset braat og vendte om igjen og samlet sine ting og gik hastig videre, uden at se sig tilbage.
– Se det var en hvid kjole, tænkte han, – og et rødt livbaand . . . en almindelig hvid kjole og et almindelig rødt livbaand. Og det rendte jeg efter.
Det begyndte at bære opover fra fjorden. Aasraekken blev brudt af et bredt skar, og op gjennem det slynget landeveien sig og fortsatte oppe paa høidedraget ind over furumoer, som aldrig vilde ta ende. Han kom forbi rydninger med smaa graa stuer omgivne af aakerflekker. Potetesrisene blomstret, og under den hvide nattehimmel skar havren i violet. Det var grund og stenet jord og fattigslig. Langt om længe stanset han ved en stue, som laa lige ved veien. Den havde tre smaa vinduer i den ene gavlvæg, og mod veien vendte døren mod en liden sval. Han betænkte sig lidt, saa gik han ind uden at banke.
Han kom ind i et lidet halvmørkt kjøkken. Det var næsten tomt. Der stod nogen spilkummer paa bænken under det grønrudede halvvindu, og i gruen laa en gryde væltet over et brandjærn. Han tog i
