Fra ladestedet føiet landeveien sig efter stranden et langt stykke, og stranden var en snart bred, snart smal strimmel under en aasvæg, som hist og her skjød næs ud i fjorden. Hvor strandstrimmelen fulgte rundt næssene, fulgte landeveien med. Ellers kløv den over dem i bratte bakker. Høivandet havde slikket den i sønder, hvor den laa lavest, og i bakkehældene var den kantet med stabbesten mod skrænterne. Hængebjerker med skraat udoverliggende stammer og uryggelig rodhold i fjeldskaarene hvælvet sine langfrynsede kroner over den, og hvor der var godt om plads, skar den gjennem smaa graneholt, isprængt med rogn og lønn. Hvor grunden var sid, flettet humlen sig undertiden om selve stabbestenene, og i randen af det graadige orekrat, som overalt tufset sig langsmed den, grodde en overdaadighed af hvid spiræa og lyserød geranium.
Der gik en ung mand med lange skridt og slo i dette ugræs med sin kjæp. De runde bløde stilker blev slidt over, og der gøv med sødt blomsterstøv for hvert af hans faste slag. Det var lys midtsommerskumring, og fjorden laa blank og skygget under landet, mens den langt ude vimret i det blege lys som en skjællet fiskehud.
