over en passende sten. Og imidlertid blev jeg slagen af dens skjønhed. Den var stor og frodig og af det dunkle slag, hvis rygbaand er utydelig, men paa hvis hovne baghode man kjender arten. Og for en hud, for et stærkt metalskin i balgen om denne krop, som er en eneste vig muskel! Jeg fik lyst til at slaa et halvstik om en træstub med den for at kunne beholde den længe i forvaring til øienslyst. Men manglet fordristelse. Og skjønt jeg blev staaende ganske urørlig, maa den være vaagnet i en anelse, for pludselig løftet den hodet — jeg fornam dens øie som sting af en odd — og smøg det ligesaa hastig fladt mod gruset, slog med spolen og var uudgrundelig forsvunden.
Slanger i fangenskab er kjedelige og dvaske dyr. Jeg har taget mad og feltstol med mig til reptiliehuset i jardin des plantes for endelig engang at kunne bie paa det øieblik, en cobra skulde holde op at fiksere den lille grønne frosk og sluge den. Men det saa ud som det øieblik ikke vilde indtræffe i en overskuelig fremtid. Der blev ringet til lukning for aftenen, og jeg maatte fortrække fra min observationspost og forlade lokalet. Den næste dag sad brilleslangen og stirret paa den samme lille grønne frosk, som mærkelig nok ikke var død af rædsel, men tindret lige venlig med sine smaa kulperleøine. En oppasser, som jeg beklaget mig for, forklarte mig, at slangen først vilde styrte sig over sit bytte i samme sekund som dette bevæget sig. Men da frosken var galvaniseret af den utaalelige fiksering, kunde dette sekund til min og slangens misfornøielse aldrig oprinde. Det behøver derfor ikke at ha stort paa sig med slangernes hypnotiske magt. Det kan være hum-
