Det lykkelige valg 101
stol.) Jeg elsker det du har tat ifra mig, Lavinia. Jeg har aldrig havt nogen lave passioner. Vin eller vellyst har aldrig fristet mig. Det vêd du selv.
Jeg elsker stortinget. Det offentlige liv. Modstandere og meningsfæller. Bygningen hvor vi sidder. Bænkene. Façaden. Var jeg ikke slagen og ulykkelig, vilde jeg elske dig ogsaa — fordi du kommer paa stortinget. Du. Du og ikke jeg. Aa, det er en ting du ikke kan fatte og begribe, hvordan det fornemmes at være sat udenfor. Er der ingen mening i hændelserne, findes der ikke en gnist retfærdighed! Hvaha. Jeg skjønner nu, Lavinia, at havde vort samliv været bedre, havde vi talt aabent ud til hverandre, havde jeg lagt min sjæl blot for dig, saa vilde du aldrig faat det eventyrlige indfald at fortrænge mig. Alt andet kunde du gjort mod mig — alt. Alt. Jeg skulde bare smilet og nikket. (Bryder et øjeblik sammen.) Jeg skal være rolig og fuldkommen behersket. Men du skal vide, det er mig magtpaaliggende, at du faar vide hele omfanget af din uret mod mig. Saan som jeg sidder foran dig nu, er jeg kæmner. Hverken mere eller mindre end kæmner i en liden by. I tolv aar har jeg været stortingsmand Celius, repræsentanten Celius. Jeg har pustet med fulde lunger, planerne har svømmet maalbevidst rundt i min hjerne, mit ja eller mit nej har været faktorer i vort offentlige liv. Et telegram i aviserne har kunnet forkynde, at Celius stiller sig afventende, eller at Celius nærer betænkeligheder, og bevidstheden om det har tynget mit ansvar og ikke sjelden forøget mine betænkeligheder. Og enda er sligt for ingenting at regne . . det er bare et tilfældig udsigtsglimt over stillingens udenverker.
Men tænk dig selve stortinget, tænk dig de lange, lyse Maaneder, da vi sidder paa stortinget. Lavinia, Lavinia — der er det godt at sidde. Jeg har aldrig bryd mig om glans og pragt, ikke engang i min tidligste ungdom har jeg næret nogen romantisk drøm om bedrifter og belønninger, og som moden
