Det lykkelige valg 99
PAULINE. Herefter tør jeg ikke vise mig paa gaden.
FRU LAVINIA. Hvem træffer du paa gaden? Du træffer de mennesker, som har valgt din mor.
PAULINE. Og det tror du kanske de har gjort af begejstring for dig? (Anton ind med et blaat øie.)
FRU LAVINIA. Men Anton, hvordan er det du ser ud?
ANTON (trykket). Jeg har vært i slagsmaal.
PAULINE (til moderen). Der kan du se.
FRU LAVINIA. Fik du juling?
ANTON. Nej, jeg ga.
FRU LAVINIA. Det er godt. Saa kan du bli inde med god samvittighed . . . Sig mig, hvad var det gutterne sa?
ANTON. Det kan være det samme.
FRU LAVINIA. Kan det ikke gjentas?
ANTON. De sa: Mora di er emancipert.
PAULINE. Der kan du høre.
FRU LAVINIA (til Anton). Det var fælt. Og det lod du ikke sidde paa hende. Ja gaa nu og læg en vaad klud paa øjet dit.
ANTON. Det kan være det samme. For naa har vi krig naa. (Anton ud.)
FRU LAVINIA. Ja nu har vi krig.
PAULINE. Du tænker vist ikke paa papa?
FRU LAVINIA. Det er ham jeg tænker paa. Men gaa du ogsaa og kom tilbage med Øjvind Holt. (Pauline ud.)
CELIUS (ind fra kontoret med et umaadelig beskrevet ark). Oh, mit hode vil springe istykker.
FRU LAVINIA. Hvad er det du rasler med?
CELIUS (støder frem). Rasler, sir du. Sir du ogsaa, at jeg rasler? Det er — mit skilsmisseandragende.
