Det lykkelige valg 25
ONSØ. Er det ikke fanden til mand.
SOMMERBLOM. Jeg kommer jo lidt i berøring med byens dameverden som parfymør.
HEGRE. De vil da ikke indbilde mig, at damerne ogsaa bruger baarvand?
SOMMERBLOM (trippende). Nej skam forlade mig. Tvert derimod. Det er jo udelukkende en herreartikkel. (Det smelder i privatdøren.) Et øjeblik, mine herrer. Her er jeg, Petræa.
ONSØ (tørker sig i ansigtet med en ny avis). Puh. Fyh!
HEGRE. Hvad er der i veien?
ONSØ. Jeg er daarlig af daarlig snak. Kan du ikke begribe, at du ikke maa røre ved et sligt menneske, ellers saa skvalper snakket ud af ham.
HEGRE. Forskjellen paa os er bare, at jeg gudskelov har nogen interesser i behold endnu.
ONSØ. Du regner ikke forskjellen i indsigt, livskundskab og vægt.
HEGRE. Du indrømmer selv, at du ikke ejer nogen livsanskuelse.
ONSØ. Ja. Og det sir jeg, fordi jeg er mættet med livskundskab. De to ting er det nemlig umulig at forene. For jo mere kundskaben øger, desto usikrere blir anskuelsen. Kan du ikke skjønne det? Det er aldeles som med en krop – med min ialfald: jo mere den tiltar i volumen, des mere udviskes dens plastiske og letfattelige linjer. Jeg indsaa meningen med mine ben for tyve aar siden, da der var harmoni i muskelspillet. Nu indser jeg ikke engang meningen med mit liv. (Puster tungt.) Det er fedmens melankoli.
HEGRE. Det er egentlig bare et storartet udtryk for at du er kronisk forspist.
Men se, der kommer fru Celius. Havde hun enda havt lille Pauline med sig. (En dame kommer frem af parken.)