En gaar her op og ned paa Barcelona’s Rambla, hovedgaten i en millionby og Spaniens eneste moderne boulevard; spasergangen ligger bred i midten, mellem to smale brolagte kjørebaner; og graastammede plataner kanter den langs begge sider; paa pladserne bivrer palmers bladvifter i morgenbrisen. Hist og her har store aviskiosker lagt sig, og smaa utskjænkningspaviljoner, som betaler svære summer pr. aar for retten. Der staar en fuglesælger med et utal bur, og i dem har han en sværm nyfangede gulgrønne sangfugler, som flakser rædde rundt. Der staar en skidden fet prest hos ham, som netop er kommet fra grønsaktorvet i sidegaten, og kjøper nu sit net fuldt av fuglepar; for hver ny han putter ned i salaten, slaar han faste knuter paa sit net, som han gang paa gang maa løse. Der staar en blomsterkone med en flok piker, binder vældige buketter, – og nellikduft og rosers duft fylder Ramblaen. En skyver sig frem i folkemylret; her er svart av mennesker, som er ute for at indsupe havets morgenfriske, fugtige aande. Og for at se og sees; her glir ogsaa kolde kokotter fra Paris, hvis kjærlighed blev videnskab. Folk har likesom mere hast her end i andre spanske byer, de gaar hurtigere.
Der er hvile i et slikt vildfremmed folkemylr, det er i det man først er ene; og det har det foran havets bølgemylr, eller
