ogsaa at være. Ikke bare fordi jeg har glædet mig saa tit ved det prægtige landskab i hans hovedbillede Breda’s overgivelse og ved det fortryllende fine smil hos den belevne, graanende spanske seierherre, vestgoternes ætling, som mottar byens nøkler av den overvundne flatlands-type....
De andre spanske mestere her er eklektikere, ikke egentlig nyt skapende. For blev de en tap, hvorom kunstens historie dreiet sig? en terskel hvorover man steg ind til et nyt rum? Blev Murillo, Zurbaràn, Ribera det? Og derfor fatter jeg ikke, hvorfor tyske antropologer, som Woltmann, anstrenger sig saa for at annektere dem som race. I antikkens kunst frembragte Sydspanien en graatmild Seneca, Quintilian lærer i retorik og literatur, epigrammatikkens mester Martial; men de er, kanske delvis med undtagelse av Martial, ingen originale racetyper, de bærer alle en for vidt kommet opblandingens hele svækkede fysiognomi. Og disse spanske malere her i Prado snyltet paa italiensk renæssanse; deres forhold til samtidens kunst er op igjen de antikke romeres til græsk kunst. Og hvis jeg for skallemaalerne turde fremture, saa vilde jeg si, at disse tre andalusiske malere er mere romernes ætlinger end Italiens renæssansekunstnere er det. Det latinske element har overtaket, og de er efter mit skjøn litet i slegt med Cervantes, i hvem det vestgotiske folkestof seirer. Murillo er Ovid, som ifølge tidernes pinagtighed maler «purisima concepcion». Den som beundrer Ovid, er dømt til at beundre Murillo.
Men nu ser jeg blandt væverskerne paa Velasquez’s andet hovedbillede en kvindenakke, som er fra Holland. Paa Las Meninas (Filip IV’s barn i deres kammer) er der et stille bakgrundsinteriør, et intimt glytt ind gjennem en aapen dør til et bakenforliggende værelse i andet lys: det er hollandsk. Tizian ser jeg ogsaa spille ind i hans billeder. Det er vel min feil: men jeg bekjender at jeg har vanskelig for at høre hans egen stemme uten i den ene av de to skisser av villa Medici i Rom,
