vordende espada-føde paa en av landets 250 faste tyrefegter-arenaer ...
Byger gaar og byger kommer, og frem under nye, letnende skyer dukker nye sletter frem. Der kommer hele endeløse skoger av sølvlys oliven, hvor hvert træ nu staar med kulsvarte, regnvaate legger. Det er den sværeste olivenskog jeg har set. Hist og her paa bakkerygger i skogen ligger olivenmagasiner, hvite hus med rødt teglstenstak og ingen glugger; mon brønden ved siden er oljecisterne? Og gjennem olivenskogen løper en sølegul gammel landevei op bakke, ned bakke.
Der begynder artiskokkens sølvgraa, takkede græs! Jeg skimtet visst en kylling av en knop imellem bladene; og det i december! Ja, her er syden. Her er dog Spaniens syden, skjønt høislettens allersidste skraaning endnu varer ved i navnet. Og i landvinen her dæmrer der langt bak en fin sherry-spids; hver vinslurk gir den rike, deilige eftersmak. Syd-Italiens vinsorter har svovel i sit følge sammen med saa mangelund en urtesmak: Jeg sætter den dæmpede sherry-spids over svovelen. Jeg sætter den endog over selve sherryen længer syd, og faar jeg bare den, saa værdiges jeg ikke at tænke paa Manzanilla’ens og Montillado’ens rabarbratørhed.
Se, nu er den blaa rift i de drivende skyer blit aftengrønlig. Og paa stationerne fingrer snart et rødlig lys sig frem ut av lygtens sprinkler, kjælende og letende hen over hvitkalkede vægger. Ræveungeskriket gaar umelodisk der ute i mørket: «Quiere agua?» Og naar én stikker hodet ut av kupéens vindu, staar endnu en rest av varsom eukalyptusduft fra tusen osende frøhus ned imot toget og egger; og én mumler fjollet, at i december begynder braatebrændingen i Andalusien. Men da staar
