der elsker blussende rød geranium. Det er høie, statelige karer – de har berber-længden; og de har en holdning som floretfegtere eller som tyre-arenaens fotrappe «banderillero». Men de er ikke vide om brystkassen eller hærdebrede. Og de er forunderlig smækre om midjen.
Nu begynder ogsaa den type, som jeg har ventet paa i Spanien, den fra Velasquez’s Barochos (de drukne) og andre billeder, og som er naadd Norden gjennem Josephson og Krøyer ... den lave firskaarne pande, den utflytende vinmund, hvor læbens rødt og hakehudens lød glir over i hverandre uten skille. Der kommer en type til, som jeg ogsaa skimtet i Toledo. Kanske jeg ikke tør bli ved for skallemaalerne: men her holder ældre hærdebrede bønder paa sin ridehest, forpagtere eller lignende, og det er da grangivelig romer-ætlinger i høiere grad end nogen jeg saa i Italien. Kraniet er de senere keiserbysters; de har ogsaa tit den mætte, grumme gjep ved mundviken. Mon romer og vestgote i blanding?
Landskabet ligger grænseløst frodig foran os. Og ind og
ut, i slettens grønne, bugter Guadalquivir sig gulbrun, med
den blussende røde sivbord paa begge bredder; alle floder er
jo skiddengule her i syden, og især paa en bygedag, for da
fører de bare fet matjord med sig. Rundt om sletten hegner
tamme fjeld, lunefuldt henslængt, og deres rygge løfter skinnende
hvite smaa byer op mot himlens blaa. Eller der er slet
ikke fjeld, kun skogklædte høider. En natur bare bestemt til
lykke og fryd.
Andalusien! Ja, selve navnet – er ikke allerede det som duvende vinranker, som fiammende kaktusblomst? Her maa gotikken dø med sin higen og de lange maal.
