somhelst art (ironi, parodi o. l.). Saa selv paatrængende tiggerpak smuldrer væk, naar man giftig ber dem ikke at gaa træt. Det er, ganske enkelt, race-træk, en slik evne til at tro; og et slikt mod er pant paa virkelig stolthed. Det er en fornem races træk. Spansk «grandeza» er mer end mine. Det er den egentlige plebeier, som garderer sig bak skeptiske attituder, – og denne plebeier har intet med det sociale begrep at gjøre; der finder man i saa maate ofte mer race end i overklassen. Den virkelige plebeier alene indsvøper sig og er puslingbange for at forløpe sig i sin tro.
Men hvorledes har spanieren formaadd at holde liv i dette karaktertræk fra middelalderen? – Og det middelalderlige stikker desuten frem i mangt andet; det stikker f. eks. frem i hans lager og hyppige bruk av ordsprog: ordsprog sies blundende, i vane, og tænkningen sover. Her færdes Cervantes paa grænsen mellem middelalder og ny tid, som saa tit; naar han ustanselig lægger Sancho Panza ordsprog i munden, saa er det en kunstnerisk bevisst og villet karakteristik, og han staar forsaavidt mere frigjort end eventyret, naar det fylder Askeladdernes skræppe med rammende ordsprog. Naar han lar Don Quijote oplære væbneren i ridderlige pligter og i samme gravalvorlige nu advarer mot at rape, saa er denne middelalderlige blanding av væsentlig og uvæsentlig komisk tilsigtet; men naar derimot digteren i alle sin helts oplevelser passer paa at betone, at han holder sig sedelig ren, saa er det utslag av naiv beundrings-trang, og det er i den form pur middelalder. Helt utleverer Cervantes ham aldrig til latteren; selv hos Cervantes er der altsaa middelalderlig tro.
Det gotikkens faste grep i folket, som jeg pekte paa i Burgos-artiklen, har hjulpet til at holde liv i dette middelalderlige træk. Dertil minder jeg om hin befrugtende dualisme i selve landets natur, motsætningen mellem gold høislette og smilende Eden langs elvene og ved deres utløp. Men jeg ind-
