Madrid, Goya’s maleri i Prado.
venter nøktern, damer og herrer, og langt der nede er folket.
Man sitter i stasklær og konverserer hverandre; skjønt man
ser folket træde dansen dernede, er festen endnu ikke begyndt;
men alt er der, foranledningen, menneskene, det gode
veir. Og dog vil festen aldrig komme til at begynde. For der
er bare én ting som mangler: evnen til at more sig. Og man
tænker paa hollænderne, naar de lager sin folkefest, eller der
er marked! – ja, om det saa bare er en traurig Callot,
som tegner den! Her ligger det og dirrer i luften at der er
noget avsindig ved selve forsættet. Og Goya er kommet
i skade for at male det forfærdelige: selve glædens kaar
i den nye hovedstad, idet han har malt folkets statelige opstilling
til fest, – mens der bare er En som holder fest:
den høislettens skingrende mai-sol om Madrids tindrende hvite
paladser.
Og én mindes mere, én mindes den bys skjønne unge damer paa Puerta del Sol’s asfalt i eftermiddagstimen, de vældige avgudsbilleder, fete av stillesitteri og canavas-søm og av konditor-
