To-tre timers jernbanefart fra Madrid ligger klingernes verdensberømte
by, landets gamle hovedstad, som engang var paa
sine 200 000 og nu er paa 20 000. Toledo er ogsaa maleren
El Greco’s by. Det var en regnveirs-morgen jeg tok dit; her
syd veltet Tajo sig stille og mættet og gul mellem lubne, ræveskindsrøde
sivgræs-kanter. Og da jeg stod utenfor stationen
paa sletten nedenunder byen, var jeg vistnok den eneste turist
den dag. Jeg blev derfor eftersat av byens dagdrivere som et
ædelt vildt. Og var dumdristig nok til ikke at søke ly i omnibussen,
i hvis interesse plageaanderne arbeider naturligvis, mot
et litet gratiale, eller en fri skyss av og til, likesom inde i Piedegrotta-tunnelen
Neapels tiggerunger, som hundsætter turister,
saa de drives ind i den elevator, som fører op paa Posilip.
Byen ligger høit der oppe paa den mosegrodde granithaug, med sin tindede teglstensmur og med sit Alcàzar ragende uindtagelig mot sky; men ut gjennem smaa tobaksbrune avløpshul sikler den gamle litt. Og rundt om den hernede snor Tajo sig i sløife gjennem den dype kløft; den kaster sig i stryk med sit gulbrune gjødselvand over byens gamle møller. En bred avenu, kantet med plataner, fører opover fra stationen; veien svinger over Tajo paa en stilig gammel stenbro og bugter sig frem opunder de røde teglstensporter. Mot nord bak Tajo brer en