de andre, og fornemmer slet ikke fremmed race; hans lusede hode tilvender sig endog snippen av mit plæd.
Men ellers kan det saamen gjerne være, for det jeg vet, at det ikke er utelukket, han ogsaa virkelig eier den hvite hønen under bænken ....
Og der kommer andre ind i mellemtiden – likegyldige typer; de kommer da ogsaa ind den rette side fra perrongen, og kontrolløren fremstiller sig til klipping.
Men saa stiger der én til ind med en høne. Han stiger raskt ind fra den gale kant, andpusten som om han ad den lovlige dør vilde være kommet saa rent forsent! Han har to høns, en hane-kylling og en høne, som er bundtet sammen ved vingebenet; deres føtter er surret til med siv. Han stikker knippet raskt ind under bænken, sitter saa et øieblik taus, han ogsaa, og stirrer paa mig. Han stirrer ondt. Dette er en liten velflidd, glatraket mand, han kommer endog i mørkeblaa dress; men ellers har ogsaa han paafaldende litet yttertøi med, saa han er visst kommet ut at reise i en fart, likesom den anden nybakte høne-eier. Han har to stille, brændende glør til øine; har den side overlæbe, den blodtørstige, røde mund, som er paa god vei til øret, litt utstaaende kindben, men ret, regelmæssig næse. Skjønt panden er sterk og bred og ansigtet magert, senet, som forresten falder litt av og spidser sig ved haken, men som dog har sener nok til at slaa en energisk muskelknute ved hver mundvik, saa er det der allikevel lakeitype i Spanien; første gang jeg møtte den, var ogsaa i en livréklædt kusk i det spanske gesandtskabs port i Rom. Det var mig den gang et nyt ansigt, saa jeg beholdt det. Man møter det ikke i gammel spansk kunst, og det er ikke saa almindelig ute blandt folket heller; men det er likefuldt et typisk spansk ansigt, eftersom det ikke træffes andensteds, det hører kanske til de mest særegent spanske som er. Man kunde fristes til at tro, det var en andalusisk type; men Orient kan jeg ikke