ialfald her nordenfor Madrid. Og det er det dog en fryd at støte paa.
Av saakaldt blandet selskab kommer der i lyse bare én ind. Det er en kone paa mellem 50 og 60, med haaret, tyklæbet kabyler-ansigt; hun stiger raskt ind den gale dør, som vender fra perrongen. Straks hun sætter sig, slaar hun smilende sit sjal tilside, og en sterk duft av annis fylder kupéen. Under sjalet bærer hun et blikpanser med bund i, som slutter til halvten rundt om hendes svære buste – det maa mindst ta sine otte liter brændevin; og der er en sterk lærrem over den ene skulder. Hun bærer sit sjal saa blyg om den vældige barm, og for paakommende tilfælde har hun en tiggersæk i haanden med et halvgnaget brød i, at syne frem for bytolden. Men ellers er duften saa gjennemtrængende at den dazio-mand, som lar hende passere uantastet, maa staa i ledtog. Hun har forresten et haaret, vældig haandled med en klubbe til arbeidsnæve, som kunde slaat tylvter av toldmænd i svime, om de gjorde vanskeligheder. Men nu har hun altsaa opgit hæderlig erhverv, som det heter, og driver vel brændevins-utskjænkning ensteds paa en korsvei.
Hun har en meningsløst liten kork i beholderen – den var i snarvendingen blit omviklet med escarol-salat; men nu i kupéen slænger hun det filleriet væk og vil lage sig en ordentlig prop. I en blunk er hele den borgerlige kupé med: de vrænger heftig sine lommer for at skaffe smuglersken papir, de ribber sine tegnebøker. Men panserets aapning er og blir umættelig. En ung mand i baasen ved siden ofrer hende tilsidst ut av sin bok et dyrebart billede av en danserinde i trikot. Der er en vidunderlig uvilkaarlighed i denne trang efter at bistaa én, som er utgaat for at snyte det offentlige; ikke engang i et haar hang de ved staten. Et saa aapenlyst og muntert samarbeide har jeg aldrig set. Og naar hendes station kommer, viker alle som én raskt tilside, saa hun kan komme først ut –
