historie er ikke konstruktion. Historie er billedet av folkesjælen, ogsaa i dens vanskjøtsel, endog i dens forvildelse.
Og mens én gaar her nede i disse dystre, skyggefulde smug av gater, og det siler ustanselig med fint regn nedover tuf-brolægningen, som føtternes slit har hulet, og én maa lægge hodet helt bak paa nakken for at skimte himlen deroppe gjennem spirets tornede pryd, saa er det som gaar det langsomt og vældig op for én, hvilke svære strimer – nogen vil si: ulægelige saar, gotikken slog i spansk folkesjæl. Det folks historie viser os egentlig gotikkens higen som element i blodet: Gotikken staar i forbindelse med alt det ædle i dets væsen; men den hænger ogsaa sammen med dets avsindigste utskeielser. For det folk var gotik ingen kappe; den var deres væsen, sprunget ut av raceblandingens hovedfaktor i folket. Gotikkens sjæl – eller dens gift – kom med den gotiske folkebølge i det 5te aarhundrede; vi faar her ogsaa mindes den ting, at selvsagt de gotiske stammer, som naadde helt ned paa den Pyrenæiske Halvø, ikke var de med den mindst seiglivede vandretrang i blodet; først havet om Europas ytterste pynt kunde stanse deres vetløse ridt, – og nogen, vet vi jo, var saa umættelige at de endog satte over til Afrika: Men det som ustanselig drev disse nordboer ut paa vandring, var hvergang higen efter nyt. Hvad der er det samme som misnøie med det som forefindes, med éns eget.
Gotik, naar den sætter sig fast i sindet, er først og fremst uro. Den er misnøie. Gotik i sindet, det er trangen til at løpe linen til ende foruten hensyn paa alle de omraader, hvor éns sind spiller ind. For de sind blir ikke religion nogen spøk. Hvor En føler det her under den tufstensgule, knugende kirke, at gotikken nødvendigvis maatte gjøre religionen til en uundværlig ting, til en livssak, Simpelthen til den eneste utvei. Gotik er askese, livsfornegtelse. Gotik er pietisme. Og i tankens rike, hvilket her vil si: i teologiens, er gotik logik, jesuitisme. Den
