Nordosten red kold og uhyggelig den morgen over sletten
ved Burgos. Den drev foran sig en hel drift lave høifjeldsskyer,
like over vore hoder jog de. Ute i synsranden stanset
de stundom op mot en tinde, eller inde i en kløft, fortættet sig,
drysset en graa regnskur ned over marker og mennesker.
Rustbrunt og tufstensgult, det er landskabets farver.
Jeg spurte et guardia-civil-par efter veien til katedralen – de politisoldater i blank, trekantet voksdukshat og i side slængkapper med høi krave og røde opslag gaar altid to og to, likesom de italienske karabinierer. Og de bøier sig nedover én, naar man spør, og det hjælpsomme barnepikeblik blir fuldt av øm medfølelse; jeg har set at det blik gjælder ikke bare ynkværdige utlændinger, som ikke har lært at bøie hjælpeverbet haber; den ømme medfølelse gjælder alle, som ønsker hjælp. Det er prægtige kjernemennesker, disse gendarmer, det er folkets barnepiker, og de er ædle og ridderlige som Don Quijote. Jeg har dem mistænkt for at de ogsaa er farlige som Don Quijote; de kan av lutter nidkjærhed misforstaa situationen, kan i retlinjet iver komme til at hugge løs paa støvskyen om en sauedrift, likesom han, eller sprænge lukt ind i et likfølge om natten. Jeg har engang set to i flyvende springmarsch og flagrende kapper med en haandlænket arrestant imellem sig; der lyste
