(ɔ: den dør let, hvis mave er mæt), som gir et blik ind i modets fysiologiske væsen. Og som altsaa betinger dets revers: deres dumdristighed.
Jeg har set reversen av deres «grandeza», naar den slog over i sin karikatur, i tom mine, som bare har den ene hensigt at være fikenblad over deres aandelige underlegenhed, over deres bornerthed, saa man mindes de firkantede hoder beslaat med jernlaas paa Goya’s satiriske blad. Jeg har i grunden set den revers meget ofte.
Jeg har ogsaa set dannelsens revers. Spanien er gjennemsyret av dannelse, kulturen er sunket saa langt ned i lagene, at den praktisk talt har naadd alle og er fælleseie; de forskjellige stænder omgaaes hverandre uten forlegenhed. Men da blir dannelsen ufravigelig borneret. Og dette er reversen her: den er saa borneret, at den er en museumsgjenstand. Den bestaar i stivnede formler, i omgangstone; den er blundende som et ordsprog. Og her har inkvisitionen været med og gjort sit, idet den skruet folket aandelig tilbake. Mens Torquemada pinte og brændte tusenvis saavel aandens stormænd som hysteriske kvinder efter sin kasuistisk utspekulerte lovbok «Heksehammeren», saa vovet netop i de samme aar paa nabohalvøen Matteo Palmieri di Pisa at sende ut uortodokse poemer, hvor menneskenes sjæle blir besungne som de engler, som stiller sig neutrale ved Satans oprør, – eller saa stormer Pico della Mirandola frem i ungdommelig frygtløshed og utfordrer midt i Rom hvemsomhelst til disputats om sine 900 kjetterske theser. Slike mænd eiet ikke Spanien; der brændte man for mindre end som saa. Og denne obskurantisme bidrog til at sætte Spanien aandelig tilbake. Saa «dannelsen» kunde av den grund naa alle.
En kunde bli ved slik med reverser; Cervantes har forresten grundig plukket dem frem, saa det er overflødig.
Spanien er trods reverserne et baktalt folk. Og hertil er grundene flere. Blandt andet tapte det folk nu sidst mot amerikanis-
