105
ismens tidsalder. Det
er det, som er symbol.
Det andet er nemlig
spekulation. Maskeret
allegori. Livløshed.
Han gjengav det personlige
indtryk og
«overdrev»; derved opnaadde
han at tegne
den spanske folkesjæl,
et mishandlet folk i
dets mareridt og i dets
ondeste drømme. Derved
erhansting den dag
idag friske som nattens
dug. Uuttømmelige i
sit sjælsindhold, ikke
netop i sin farve. Uutgrundelige,
ti for hvergang
man vender tilbake,
finder man nyt,
idet han i fast orientalsk
sorgløshed er stanset
op før pointet og lar
os leke derhen paa egen
haand – godtfolk kalder nok det der ogsaa «uklart»; man føler
avsindet og mislyden i spansk aandsliv, som han følte det, blir
maalløs av hans kvide. Og han er ikke satiriker av anlæg.
Likegyldig om publikum strør han ut raderinger og tegninger;
det yrer frem av en hvileløs fantasi, det er som han ikke kan
faa det fra sig hurtig nok for næste syn. Synerne kommer
over ham, som de gjorde det over Victor Hugo; men hos Goya
Spansk gitarspiller (av Caprichos).
