lemper den dyrebare tingest ned av nettet, reisens egentlige og hemmelige foranledning, rækker hende den, og fire svære hatte-naaler sitter han med i sin fete, lubne næve, ser i fjollet beundring op paa sin dronning; og hun tar dem ut av hans næve en for en som av en naalepute og forbruker dem langsomt, speiler sig saa i sin konges kokte fiskeøie, til han nikker stolt: nu sitter chapeau’en!
Saa man blir alene i kupéen ved grænsen, mens toget glir ind over spansk grund, og har bare at glo efter de første egte, langskallede baskere. Man har jo læst at disse provinser her nord om Biscayerhavets inderste bugt er baskernes egentlige hjem; her bor ætlingerne efter oldtidens iberer mere ublandet end paa nogen flæk i Europa. Man har læst at ibererne er Spaniens urbefolkning; og den dag idag eier de Europas vanskeligste sprog, som ifølge enkelte autoriteter ikke engang er et indogermansk sprog, hvilket altsaa skal vise at de tilhører et urgammelt, førarisk befolkningslag. Man har ogsaa læst at skjønt baskerne er mer racerene end iberernes ætlinger i Storbritannien og Irland, er de dog heller ikke forblit urørt av de folke-bølger som er gaat over halvøen. Her kom jo kortskallede keltere, som efter antropologernes mening har været med paa ellers at skape kortskaller i Spanien – om man da ikke vil anta at den forandring skriver sig fra Syd-Frankrikes indvandrede rundhoder; og denne første folke-bølge skal leve igjen endog i stedsnavne, som i alle de paa endelsen «briga». Ovenpaa kelterne kom fønikere, karthageniensere, romere; men de fik liten betydning. Senere under folkevandringerne kom saa svever, vandaler, alaner, vestgoter; de fik mere betydning. Tilsidst kom arabere og berbere. Men især kom altsaa kortskallede keltere. De fik dog, ingen av dem, bugt med denne seige iberiske ur-race. Resultatet er den dag idag, at deres antropologiske habitus er temmelig uforandret: Basker-type er og blir den lille, svarte, langskallede homo
