dørene slaat i igen. Han blev siddende og lytte langt bag i sindet efter noget han hadde set, efter noget han hadde hørt.
— — Disse kvindesags-spørgsmaal laa som gulnede blade; de la sig prangende om stammen bare i høstens kølighed, og fanatismens brand gæred under; for de kom sammen med graat fra visne barme, de kom sammen med sorg fra stolte hofter, som aldrig blev brugt. Det var det høstlige, som tilsidst skabte stormen, denne stygge stormen! — —
Han gled forbi spørgsmaalene. Og med ét laa dalen foran ham — det var den han sad og lytted efter i sindet. Den laa i søndenvind og seilende skyer og vaar, flad og bred, langsomt hældende paa begge lier, uden overraskelser, uden braa stup, lysebrun i bunden av eng og løvskog i knop, mørkere opover mod brynet, av naaletrær; — hvasse skygger og hvasse kast ned gennem aasen, ind i moen, som stod sturende stille, med knak fra stupende granlægge og skrik fra knirkende grene; — sorte brusende vindflater udfra land bortover vandet, snart den vei, snart hin vei, raadløse som skræmte utysker, — til det endte i dirrende vetløs skoggerlatter, naar det naadde solen! …
