vinge i tidens storm skulde være de syge hensyn — det var umælende hjælpeløshed om hvert lyst lyttende hode, hvor en liden ulykkelig hjærne laa og arbeided. De moderne retninger, alt det nye var ikke andet end sindenes glædesløse pligtarbeide med sig selv, — hode ved hode sad de og snapped efter frisk luft under lydløse skrik. De var kommet for tidlig ud av redet, saa angsten spired frodig i sindets vege bund.
Men de indbudne damer under talerstolen sad med glød paa kind. Og Stenshoug sad med glød paa kind; han reiste sig, kasted sig ind i diskussionen.
Han kom med det sugende had, med de stærke kindben, med de magre fingre, som grov som hvasse høgeklør, op paa talerstolen. Han stirred med stikkende lysprik i hvert øie, som borred sig skarp tvers gennem de blege fugle-ungers angst, saa de vendte sig og skotted ræd for hvad han saa bagenfor dem, paa den anden side det liv de kendte; der var vist noget hjælpeløst svimlende bag det, at kvinden skulde være fri, være lig manden! —
Herman Ek reiste sig ogsaa, stirred i trods mod al den lavpandede energi, mod alt
