disse mennesker strømmed ind, og ansigterne begyndte at stirre og kræve.
Han sad og lytted til sværmen. Hans hjærne var et saart øie, som saa allesteds — det var ude i de ytterste værelser ogsaa, hvor døren stod paa glytt, der den ungdom satte sig, som holdt paa det som bestod, under haanlatter og pjolterglassenes klang, de som ingenting vilde. — Hans sind var et stort sygt øre, som hørte rædde tanker av trin.
Sigvart Stenshoug trængte sig andpusten frem med brændende stridsglød paa kind; han ledte efter plads; fandt ingen længer fremme, satte sig bag Herman Ek. Det stod hede av ham — denne uroen var øget udover vintren.
«Det var et kvindfolk efter mig helt ind i porten,» hvisked han og smilte. «Hadde det ikke været møde idag, saa gud ved —!
Brynde er det skadeligste som er!» kom det sagte om en stund.
«Hvordan ved du det!» hvisled det i sinne mod ham — den fyren famled brutalt efter hans strube! — —
«Jo gammeln —!»
«Saa naa!» skar han det hvast av. Han sad med strid ryg.
