Denne siden er godkjent
tørre stride ryg, han brydde sig ikke om de ting han ikke kendte til; det forsvandt som gamle blad og tør kvist forsvinder i knitrende baal paa agrene en sollys vaardag. Faren og moren blev dværger, som tusled omkring under haugen sin, ørsmaa og stumme, paa underlige vredne tussete ben. — —
— — Nu var det forbi! nu begyndte hans eget liv! — —
Han gik bare og vented, vented paa dagen da de skulde reise, han og Sigvart Stenshoug, — vented paa livet, hvor tankerne kæmped frit, hvor store sind reves.
Høsten øged.
… Stille. Stille. Mørke nætter og regn gulned blade. De sad dryssende løse for hvert lidet pust som hesteblomstens hvide frødun.
Det var mere høst paa Fossum, end det hadde været nogensinde.
