trued koldt i gamle Stenshoug’s blik! — — Han drev i surrende uro og utryg vent; der var dirrende trods i luften, det var ikke længer feiende solgangsvind; — hvad var det egentlig, som var sket? — —
Han drev forbi fruerne flere gange. De pusted sig op som smaaspurv mod frost og var forfærdede, simpelthen forfærdede: — det maatte da være maade paa alt! — der kom en dag, da disse unge elever skulde ta ud som lærere og gi fra sig, hvad de her hadde lært! — Moren kunde ikke gaa engang — hun tripped som en høne, stak den tynde ryg mellem de tykke fruer; det var ikke hver dag hun gav sig til at tænke paa noget saa stort som et helt samfund, — saa det svimled for hende, da hun skønte, hvorlangt hendes forfærdelse i grunden rak: — denne juplingen! … denne skidtungen! … paa en offentlig anstalt! … De svarte hverandre, det var som spurve-skvadr … Dette her maatte der sættes en stopper for!
Og gamle stuepigen hos prosten ropte ind i snakket, at han Sigvart Stenshoug nu altid hadde hat en skrue løs, lige fra barn av, — han knipsed endda i fingrene og plystred til
