han var barn! Det kom som et syn, han sad og skalv og misted mæle.
«Heh — den ækle barnesængen, de stygge febersynerne med den hæslige angsten, — det er noget at minnes, det!» tørked han sig over tænderne igen med lommekluten og vifted bort i luften. «Det stanker av et hjem, ser du, — stanker utaalelig hverdag!» Han saa stærkt paa ham — det var, som han vælted en stenrøs over hans bryst. «Men jeg skal se det paa timen,» slog han om og lo stille, «se det paa auane hans. Jaja. Jaja.» Der laa ondskab og gotted sig i hans selvgode brede ryg: «Det er en stor tid vi lever i!» la han sagte til.
Herman Ek reiste sig: — Stenshoug var et uhyre der han sad! — — Han gisped efter veir. «Der er baaden!» skrek han.
Den kom dampende med tætte dunk fremfor gran-næsset, vælted blank sjø til begge strande.
Og Tore Prammand rodde ud.
Sigvart Stenshoug vifted med studenterluen til land, han stod i prammen med ransel paa ryg. Han var magret, saa den brede munden med de skarpe læber var øget, og
