— Herman Ek skotted op; han traakked tungt i bakken idag.
«Dovne sluskane!» sa han med svær stemme og satte sig i sanden, letted av sig den store straahat og tørked med den svære røde lommekluten over den brede pande og ned det brede kindben og om den brede mund, som krused sig i sanselig-syrligt grin mod ene viken, — den var raa ogsaa og minned om et dyresvælg, da han aabned den helt og gned med kluten bortover de stærke tænder. Busket og røslig mand paa femti aar, glatraket; men haaret var langt og stridt og stod til alle kanter, det var hvidt nu, med rødskær i bunden, som viste, hvad farve det hadde hat.
«Stenshoug æ nere fø ta imot sonen?» skotted Tore Prammand stilt op. Det var Sigvart Stenshoug, som skulde komme hjem fra Kristiania idag; det var han, Herman ogsaa laa og vented paa i fjæresanden.
«Dessa ongane — dessa ongane, Tore far!» sa Stenshoug og vifted med lommekluten; — én vidste aldrig, hvorlænge én hadde dem! — —
Han kom ligesom saa tung idag, truende som kold sky foran uveir.
