tone, skabt lige ud av det, som leved yrt og saart derinde.
Og hjemmets store nye sorg kom. Mylrende fuldt kom det. Han kørte forbi de smaa ruter av gammelt glas, hvor ingen titted og ingen fulde skraalte. Hjem! hjem! — han vilde kende, om det døde inde i sig leved! — —
Udpaa morgenen var han fremme. Han blev staaende foran gangdøren og lytte; skydsen blev væk syd i svingen — tæt trav paa krasende is. Han satte kofferten ned; der var saa fuldt av smaa tanker, som kribled og krisled inde i ham; — og rundt om ham samled de sig — han var som en far som kom hjem til barneflokken, det var som de hang sig og tynged i frakkekanten. Han snudde og gik den nøgne rognetræs-allé nedover mod fjøsbygningen; det var det nye minnes gru, som drog ham.
— — Søster Signe! — ogsaa hun var kommet væk!
— — Han reiste. Sigvart reiste. Hjemmet tømtes. Ensligheden la minnets skygge om de brune huse. Høsten; vintren. Dørene stængtes, sindene stængtes, alt stængtes. De lange dage og de længre nætter. Sammen
