skriverens var hjemme; kom ind, vilde bare bede, om han fik ta hilsen med hjem til Fossum; kunde ikke slaa sig ned i aften — skydsen stod og vented, hadde det saa travelt — flere ærinder, naturligvis, for mor! — —
Han snakked urolig, skvatt og kasted sig, svarte paa det, som ikke var spurgt om, spurgte om det, som alt var svart paa, saa ikke paa en eneste, taalte ikke blik. Visiten var som en kastevind gennem stue og gang, saa gamle sorenskriveren stod forsagt bort i en krok og gabte; … kedeligt, at han hadde slik braahast, da! … Adjø—adjø! … Det var nok en lettelse, da han var vel ude; han var sikker paa, sorenskriveren maatte ta sig en pibe i kurvstolen, før han kom sig.
Han drev om paa gaderne igen. Hans skælvende længsel var brændt op til ingenting; det var det gamle: han tog ikke i eie med den hede trang han længted. Det var stunderne indpaa moen, som hadde gjort ham saa meningsløst seig til at længes; men han stansed lige før han naadde det, han vilde. — —
— Nu sad han opover dalen og lytted til slæde-karmens dur og saa hende igen: — denne gangen maatte hun tro, at en uendelig
