«Reis! reis!» skrek han; han stormed ind fra faren i gangen, udpaa verandaen, skrek ned: «Reis! reis!»
Han blev staaende stille derude i stærk pust, hørte giggen bli væk i fossesusen; — der var de sprukne hænder igen — arrigskab, stridsind, vanvid! De fremmede viljer skulde ikke ind, koste hvad det koste vilde! Der stinked hverdag av et hjem og en mor! — —
Men han blev staaende længe. Han saa ligesom hendes stride ryg. «Jeg vil ha søn min igen!» sa det tungt udav dur og mørke. Han lytted: hun hadde ligesom sagt det saa høit, at fossesusen stilned. Det var som mors-skinsygens kval suged ham med sig opover moen.
Tordis slog dobbeltdøren op og lo ud:
«Papirlygterne Stenshoug! —— de ligger i kofferten. Vi vil ha kulørt lys! — rødt lys, blaat — alslags lys, som skærer og leger i øinene! Vi laver skanse om os mod moen og det som spøger. Heisan, her er fest!» knipsed hun,
Stenshoug kom ud paa verandaen med lygterne.
«Det var blod i det, du spytted dernede!» sa Herman Ek høit. «Du lurer os ikke!»
