skulde hvirvle sig tæt indover hendes kinder som før.
Han sad med den sjøsalte tro paa alle og alt. Men hun sa ingenting.
Det var lys i vinduerne paa Nedre-Foss. Veranda-værelserne stod og vented stille gennem fossestupenes tunge dur.
Det var i grunden høst herop i dalen, og løvet var mørkt. Det var saa mørkt ude, at den hvide flagstang blev mørk med.
Sigvart Stenshoug stod nedenfor trappen og tog imod dem. De hilstes; men Tordis fik det travelt med plædet i vognen, vilde ikke ta ham i haand.
— Han bodde i stuen lige ved paa anden side broen, sa han; han hadde været bortom i et væk idag og spurgt efter dem.
Herman Ek blev saa stille, da han saa ham: «Nu ved jeg, hvorfor nakken din ligner saa fars!» sa han.
Den anden smilte: «Din far købte mand til min mor for en seminarie-lærerpost.»
Tordis Hval sa gonat og stængte veien. Stenshoug svarte ikke, stod bare og stirred
