hvor langt, hun ante bare dets gang; hun kendte heden fra det gamle vege blod, som flød herreløst ud mod de mange mange, drømte viltre døvende drømme. Saa skød den blege skinsyge op, stridsindet, giften, som tilsidst spredte redets yngel; — det var hans øies daad, naar det gled ud paa de tause vandringer, det blev saaret, som væsked og tæred hendes sinds og legems saft.
— — Og saa kom en dag, den sidste høst han var hjemme, vissheden, som retted hendes ryg for sidste gang til skinsyg kamp — det var mod gamle Stenshoug; — hun trængte jo den faste raahed, som hun selv eied, det stærke blod, som samled sig og bare randt én vei: han maatte væk! — Gamle Stenshoug gik endda og tænkte paa hendes læber — de stærke sind stunded mod én! … men der var noget, som hed pligt …
Tordis Hval kendte, at han tænkte tungt: «Aa slip ikke menneskerne for dette du! — for saa mister jeg ogsaa troen paa mig selv.»
Herman Ek risted tankerne av sig: — nei! det skulde ikke risle og trille sig til et skred av alt det, som var bygget sammen, av alt det, som han hadde levet sig frem til! Her
