kaldte godt og ondt, laa som en strøm med sin bagevje langt bag dem — de var begge over den forlængst, han og hun …
Det var som det samled sig det han saa, til et eneste ansigt, hvor sol smilte; der sad ligesom en tør liden stille mand tæt ved paa luken og vented. Han saa paa den fremmede og nikked, uden angst — de var kendinger fra før, og smilene lyste. Det var paa en vis spøgelset, som nikked stolt, fordi han sad med denne sjøsalte troen paa alle og alt, hvor sigtende kløgt ingen magt hadde, hvor farens kræsne syn vided sig, — det var jo skipperblodet i ham, som adledes ved hende. Ansigtet nikked til det hensynsløse ubændige mod, som skrek freidig: «Jeg er glad!»
Da var der ikke plads for genfærd mer. Det var væk som et vindpust. Det var fuld høi dag ovenpaa en morgen, som tindred mod ham av menneske-blik, blændende, daarende, døvende. Nu var han færdig i sindet til at komme hjem!
— Det var fire mil at seile. Det stilned, saa det tog dagen. Det var graa sommernat, da de gik i land i sin egen smaaby.
«Kommer du au!» grynted det hæst, det
