de alligevel iaar fandt hverandre de to, han og prostens datter, sommernatten indpaa heien, blev han sendt til sjøs paa en av bedstefarens skuter.
— Der var de blaa og grønne bittesmaa ruter igen! Herman gik endda og lytted og keg mellem furulæg.
Der var sandhaugen lige over stuen, hvor han hadde ligget saa titt ligesom fugl i rede og keget mellem nikkende stængler og straa udmod landeveien, som flød gul lige nedfor og ret som en streg tvers gennem det grønne, bakke op, bakke ned, — langt langt, saa synet næsten naadde ned til sluserne gennem den gule renne i skogen; — og fossen dured og skalv dump paa søndentræk nedfra brugene.
Han slap sig ned i lyngen. Linneaen smaanikked rundt om, hvid og upraktisk som kusinen fra Kristiania; umodne tyttebær-klaser blinked, blege og ildrøde som Sigvarts hede kind. Og gul sand lugted det og vaad evje fra stranden lige nedfor.
Der var øvredølinger og las udover moen, med blakkede smaaheste foran; de trilled forbi tunge, paa hjul som sang tungt i dyb sand —
