ned paa skirne, satte lige ind i slæden mellem meien og karmen, kom ud igen, karen, paa andre leen med stav og bøsse og altsammen! «Dæ va gute so konna renne paa skie!» — det var endda far til bedsten hans! — og de bodde selv i samme stuen den dag idag …
Øinene myldred av nye historier:
… Stuen deres laa i den moen lige nedfor veien. Det spøgte i skogen, — hvide anlet stod lige indpaa dig, bedst som du gik, de svarte høstkvælder; de hadde gamper og sadel — det var akkurat som en sagte fossedur, naar de for. En kvæld stod et anlet og stængte leet for bedsten hans; da slet han op en skigardstaur, fulgte efter og jaged indover skogen. Derinde blev det saa tæt av dem, at han lidet var god til at fri sig — han stod optil en furu og slog rundt til begge sider med stauren som paa en tykeng. Saa lysned det — da sokk de i jord hver evige en: — men da hadde de lokket ham vel en mil indover skogen. «Dæ va gute so inkje va rædde, du!» …
Gutten sad og skrød og blinked med øiet. Herman Ek svarte ingenting, bare saa paa ham, — der var noget som løfted sig i
