minne, i skælvende vaardamp og vented; det var ikke mer end han kendte, at det var der.
Naar han drev udover Kirkeveien og saa de nøgne busker, som fyldtes med vaarens brunt, blev han staaende og stirre paa det: — det var som hans sjæl sad derinde, titted i langsynt vent. — Naar han gled langs bryggernes granitkant og hørte silrende isvand dryppe i rappe draaber, stansed han og lytted: — det var muntre vuggestev med lystige løfter! «det er det yngste, som lever,» sa det bredt og stort. — Han jaged udover jorderne, stod og saa ind i braatebrandens røg og dampen fra groende liv. Han stod og lukked øinene: dette var dalførets vaar! brandlugt av fjorgamle kærv fra hjemme-jordernes magre agre! Han stod og lugted, — til hvert træ, hver skikkelse misted linje i al den taage, gled sammen med tonerne fra smaagutters sentimentale mundspil: — det var den store barne-glæde som grodde! Lugten fyldte ham saa levende, at han kunde høre vind ovenfra heien ogsaa — den vugged i fjern sus gennem moen, men uden tyngsel, for den var bare længsel. Ja det var susen fra moen alene, som kunde binde sind og sindets tanke, som vidste
