redig lidenskab — de stod i rus over sin egen rus!
Det varte et sekund; det gik som med natsværmeren, naar den tørned mod kupler og lys: i næste nu laa den brændt og knækket! — —
«Haa-haa-haa!» lo han igen i skingrende trods. «Smaapuslinger! smaapuslinger!»
De skøv ham ud av døren. —
— Det var en, som ledte sig nedover trapperne efter, i nervøst jag — det var, som det trilled. Det famled efter ham i den mørke port.
«Pattebarn!» gneldred det lige ind i ansigtet — det var russens stemme.
Han gik nedover gaden, med rytmen fra borgruinen og skønjomfruens kvide; foran øiet stod blikket fra den sorte kat. Han skønte det ikke: dette var alligevel noget mer end blomsterduft fra avsvedne skrænter; det satte sig for brystet alt som lugt fra raaddent løv, som spiresvangert mørke.
Det knepred og krased koldt under hvert skridt mod iskravet fortog; — men
